En kvart jordomrejse

På cykel fra Haderslev til Nairobi

Laurits på sin blå Disco Pedelec

På blot to år har 86-årige Laurits Thorsen tilbagelagt en distance, der svarer til en tur fra Haderslev til Nairobi: 11.000 kilometer i det sønderjyske terræn. Cykelturene er dagenes højdepunkter for den tidligere landmand.

 

– Det var pludselig svært at få hold på cyklen og stige af, når jeg skulle over vejen. Jeg kunne mærke balancen ikke var, hvad den har været. Det blev for farligt for mig på en tohjulet, fortæller Laurits Thorsen.

Den tidligere landmand og DLG-lagermand fra Marstrup, lidt udenfor Haderslev, indså, at det var nødvendigt med et ekstra hjul til at hjælpe med balancen på cyklen. Efter anbefaling fra den lokale cykelsmed tog Laurits Thorsen kontakt til PF mobility i Vildbjerg og en dag i april 2017, tog sønderjyden turen til det midtjyske.

– Vi trillede først en tur på en trehjulet cykel med et almindeligt sæde. Det var ikke lige sagen. Konsulenten sagde så, at han vidste lige, hvilken jeg skulle have og kom med en lavere en med sofasæde og elmotor. Det havde han ret i. Den passede lige til mig, og jeg følte mig meget tryg og sikker på den, fortæller Laurits Thorsen.

Cyklen, en blå Disco Pedelec, blev bygget op helt som Laurits Thorsen ønskede det med lys, elmotor, cykelkurv, foldbar kasse bagpå og refleksvest. Bilen er blevet mere eller mindre overflødig for Laurits Thorsen, som klarer indkøb og andre ærinder i Haderslev; en cykeltur på otte kilometer hver vej.

 

Fri for smerter

Cyklen er udstyret med et display, der blandt andet viser hastighed og kilometertæller, og særligt det sidste, havde Laurits Thorsen i april 2019 et skarpt blik på. Det var nemlig her, han og cyklen rundede et skarpt hjørne: 11.000 kilometer på de sønderjyske landeveje! En distance, der svarer til en tur fra Haderslev til Kenyas hovedstad i Østafrika, Nairobi – eller sagt på en anden måde: En kvart omgang rundt om jorden.

Selvom han med stolthed i stemmen fortæller, at han allerede har slidt et sæt dæk op, så er det ikke kilometerantallet, der får ham til at cykle. Det handler om frihed og natur. Og om lindring af slidgigt i knæet.

– Cyklen gør mig fri for smerterne. Jeg mærker det hver gang, jeg går herhjemme med rollatoren, men når jeg cykler, er smerterne væk. Jeg har det så godt, når jeg cykler. Det er dagens højdepunkt for mig! At komme ud og røre mig. Jeg vil ikke bare sidde og kede mig. Det er så trist ikke at holde sig i gang. Havde jeg bare sat mig i en stol, da jeg blev pensioneret, havde jeg ikke været her i dag, siger Laurits Thorsen.

 

Laurits på de sønderjyske landeveje

Den pensionerede landmand bor på et nedlagt landbrug med sin søn. Han og cyklen har ikke nogen faste ruter, de følger. De kører, hvor de har lyst.

– Jeg kører på landevejene og følger med i, hvad der sker. Jeg kommer gennem mange små landsbyer, og som gammel landmand kan jeg jo godt lide at se på markerne og følge med i det. Og jeg stopper da også op, hvis jeg ser noget, der er interessant. Det skønneste er jo, når solen skinner, fuglene synger og det hele bliver grønnere, fortæller han.

Laurits Thorsen kan foruden cykelentusiast også skrive både bedstefar og oldefar på listen over titler. Familien glæder sig over den store ihærdighed på de tre hjul, men de ved også, at de ikke får fat i ham efter klokken 12 – Der er han og cyklen nemlig på landevejene.

– Jeg længes efter min cykel hver dag. Jeg glæder mig hver dag til at komme ud og klæde mig godt på og så afsted. Jeg er så glad for, at jeg har den. Hvis ikke havde jeg bare siddet i en stol og set fjernsyn. Den har fuldstændig forandret mit liv, fortæller Laurits Thorsen.

Du bruger en gammel browser

Åh nej… Vi beklager, men du bruger en browser, der er for gammel til at vise alt det siden kan. Hvor ærgerligt.

Vi anbefaler, at du bruger en af nedenstående browsere i stedet.

Tak for din forståelse.

(Ikke anbefalet)